Narrativtet - Case

Definition af det narrative

Narrativitet er en fortælling, der har rod i fortællerens virkelighed. Begrebet kommer fra det latinske ord narrare, som betyder: at fortælle. Ud fra den virkelighed, der fremlægges, er der et grundlæggende fortællende element i den måde mennesket erkender sig selv og omverdenen på. Det vil sige, at fortællingen er præget af den opfattelse og position fortælleren har haft i situationen.

Efter den psykologiske opfattelse, er disse narrative fortællinger et produkt af menneskets evne til at strukturerer sine oplevelser og erfaringer i en rækkefølge der afhænger af tids- og årsagssammenhængen, så det overskueliggøres over for de tilhørerne[1].

De narrative fortællinger har stor betydning for individet, da disse fortællinger er med til at skabe personens selvopfattelse og identitet. Ud over det personlige spektrum, anvendes disse fortællinger også inden for det faglige rum, som værktøj til at analyserer, vurdere og fortolke en specifik situation. En af disse anvendelser i praksis kan udformes som en case.
 En case er en praksisfortælling, der gennem tavshedspligten, omformes til en narrativ fortælling.

Case - Dilemma: forældre/pædagoger

-        Case: Lise er en 14 årig pige, der har CDG syndrom (congenital disorders of glycosylation), hun er på det sidste begyndt at tænke meget på sit udseende, og hvad andre folk tænker om hende. Lise går på en skole for børn med psykisk nedsat funktionsevne, her har hun brugt meget tid på det kreative, men har på det sidste været mere interesseret i, hvad drengene laver. En dag kommer hun glad hjem fra skole og fortæller sine forældre, at hun har fået en kæreste. Forældrene, der ser Lise som en pige, der langt fra kan klare sig selv og tage egne beslutninger, er meget negative omkring dette og kontakter skolen.

Der bliver aftalt et møde mellem pædagogen og forældrene. Mødet går blandt andet ud på, at der skal være mere fokus på seksualitet mellem kønnene på skolen og i fritiden.

Her forklarer pædagogerne, at de ikke tager ansvar for, hvad eleverne/brugerne foretager sig udenfor skolens områder. Så det er forældrenes eget ansvar, at tage konflikten op med barnet.

Forældrene er uenige med pædagogerne, da de selv mener, at der burde være regler for, at der ikke må være kærestepar i skolen.

Pædagogerne forklarer dernæst, at der er skærpede regler for, hvordan børnene må befærde sig, og at der ikke må være nogen form for seksuel kontakt mellem børn i alderen 6-18, da det ikke er alle, som er lige udviklet, og det kan hurtigt virke stødende overfor nogle af de andre på skolen

Forældrene tænker meget over graviditet, følelser og interne konflikter mellem børnene på skolen.

Forældrene og pædagogerne bliver enige om, at pædagogerne skal tage en snak med Lise, om hvordan forholdet mellem kønnene skal være, da der er skærpede regler på skolen.

Dagen efter, tager pædagogerne Lise med ind for at snakke med hende.
Lokalet lugter af kaffe og sure tær, lyset skinner svagt igennem gardinerne, men rummet bliver oplyst af den skarpe gule pære oppe fra lampen. Den stærke lugt af kaffe gør Lise glad, hun sammenligner den med tid, hvor man snakker sammen med de voksne om hvordan det går. Da pædagogerne snakker om Lises nye kæreste Osvald, bliver hun først glad, men fornemmer hurtigt på pædagogernes ansigtsudtryk, at det ikke er positivt. Hun bliver nervøs og begynder at bide i hendes neglerod på tommeltotten, hun fornemmer blodet på tungen og stopper igen. Da pædagogerne fortæller hvorfor der ikke må være kærestepar på skolen, bliver Lise frustreret og skære en grimasse, hun rejser sig op, tankerne flyder rundt i hovedet, og hun høre ikke længere hvad pædagogerne siger. Hvorfor må hun ikke have en kæreste, det er da normalt, hun har flere gange set hendes søster have en kæreste, hvorfor må hun så ikke? Hun mærker det sitre i hele kroppen, uden at tænke over det, tager hun den ene pædagogs kaffekop og kaster ind i væggen. Koppen knuses og kaffen flyder på gulvet.

---

[1] ”Dansk, kultur og kommunikation - et pædagogisk perspektiv” af Mogens Sørensen, 3. udgave, kapitel 11: Det narrative - et fortællende element i erkendelsen.

Fortælling og skriftlig formidling

Intern skriftlighed - Til forældre

På rød stue i børnehaven har vi, som i ved, arbejdet med fortællinger den sidste tid. I dag har vi læst eventyret Hans og Grethe. Børnene fik hver især et stykke papir, hvor de lavede tegninger, mens eventyret blev læst højt, hvor de efterfølgende fik lov at fortælle, hvad de havde tegnet. Udover det har vi fejret Emilies fire års fødselsdag, og alle børnene har fået mulighed for at fortælle, hvordan de holder fødselsdag derhjemme. Vi sluttede fortællingsrunden af med at synge fødselsdagssang, Emilie valgte trommer, klaver og violin. Til middag snakkede vi om, hvad børnene havde med i madpakkerne, og om hvad de bedst kunne lide at spise. Vi sluttede dagen af med at gå ud på legepladsen.

I morgen har vi; ”Tag en ting med i børnehaven”-dag, hvor børnene får lov til at vise sin ting frem, og fortælle om den. Bagefter får de selvfølgelig lov til at lege med tingene.

I må have en god dag

Med venlig hilsen

Rød stue

Ekstern skriftlighed - Udviklingsarbejde

Vi har i den seneste tid arbejdet med fortællinger på rød stue. Ud fra vores arbejde med fortællinger, har vores mål været, at stimulerer børnenes kognitive evner til at danne narrative fortællinger med en begyndelse, en midte og en afslutning. Arbejdet med fortællingen om Hans og Grethe har givet børnene muligheden for at lære, at genfortælle en historie ud fra de kendsgerninger, som barnet har lagt vægt på i eventyrets fortælling. Ud fra samtalerne omkring børnenes fødselsdage derhjemme, har børnene haft mulighed for at danne deres egne narrative historier, som har rod i deres egen hverdag og virkelighed. Arbejdet med at snakke med børnene omkring deres madpakker, har været en mulighed for at lade børnene have en mere flydende samtale mellem hinanden, og på den måde også stimulerer forståelse og udtalelse, så deres narrative fortællinger på den måde udvikles.

 

Udarbejdet af Camilla, Ditte, Blerina, Jeanette og Christina

En lille fortælling

Katrina på 5 år, bor sammen med hendes mor, far og 3 søskende. Faderen arbejder som bygningsinspektør og arkitekt, så han er sjældent hjemme. Moderen er uddannet pædagog, for at være mest muligt sammen med børnene, har hun valgt at starte som plejemor, i sit eget hjem. Katrina begynder at blive ofte syg og kommer oftere til skade end hun plejer. Hun kræver hendes mors opmærksomhed hele tiden. Det bliver svært for Katrinas mor at overskue de andre børn, så efter noget tid sætter hun sig ned med Katrina og snakker med hende. Katrina fortæller at hun ikke vil dele hende med alle de andre børn, og de er dumme, fordi de bare vil komme og tage hende fra Katrina. Hendes moder fortæller, at de aldrig kommer til at tage hendes moder fra hende, de har også selv en mor der hjemme, men at de bliver kede af det, fordi at hun kun bruger tid på Katrina og fordi Katrina ikke vil lege med dem. Katrina forstår det ikke og spørger hvorfor. Der er stilhed i 5 minutter, så spørger moderen hvordan Katrina ville have det, hvis hun blev passet af en andens mor, og hendes børn ikke ville have hende der, og ikke gider lege med hende. Dagen efter glædede Katrina sig til børnene kom, så hun kunne lege med dem.

Lavet af Ditte Asmussen

• 
  

  
  

At være i et fremmed land

At være ny i klassen og være ny i et fremmed land er ikke så enkelt som nogen måske tror det er.

Hvert land har sin egen kultur, som man er opvokset op, og som man derfor forstår, men som ny i en fremmedartet kultur kan det være svært at forstå og efterleve de regler, der nu engang eksisterer i dette samfund. Det kan især være svært at finde den rette måde med hensyn til at forholde sig til de andre mennesker omkring sig. Jeg kan sagtens huske, hvordan det var for mig at være ny i klassen. 

Det liv som jeg hidtil havde kendt, og som var min trygge base var pludselig forsvundet, og det blev således starten på et nyt og meget anderledes liv, da jeg sammen med min familie flyttede til Danmark.

Jeg kom i en dansk klasse, meget anderledes end skolen i mit hjemland må man nok sige. At være fremmed i et land, hvor man ikke kender sproget er nok udfordrende for en, men at være ung og at opleve krig er ikke kun skrækkeligt, men også skræmmende.  Da jeg kom til et fremmed land, kan man sige, at jeg blev født for anden gang, for først der begyndte jeg for alvor selv at træffe de valg, som skulle få betydning for mit fremtidige liv.  

I starten havde jeg svært med at være mig selv, fordi jeg ikke vidste, hvordan man skulle opføre sig overfor de andre fra klassen, og jeg vidste ikke, hvordan og hvornår man kunne snakke til nogen. Men som tiden gik, lærte jeg, at den nemmeste måde at være en del af fællesskabet er at være sig selv. Hver gang jeg tænker på det, er jeg klar over, at de ting man oplever gennem livet vil altid forblive at være en del af ens liv. Man siger, at man ikke kan løbe fra sin skæbne. Livet har lært mig at tage både det gode og det onde med sig, fordi jo flere udfordringer livet byder en, jo mere lærer man.

En lille december fortælling

Marlene er 4 år gammel. Det er en december morgen og hun skal i børnehave. Marlene har glædet sig rigtig længe til denne dag. For i dag skal Marlene have drillenissen med hjem fra børnehaven. Hendes tvillingesøster Josefine havde drillenissen med hjem for en uge siden. Marlene var meget misundelig da Josefine havde drillenissen med hjem, fordi drillenissen lavede rigtig mange drillerier med hende. Drillenissen havde taget Josefines tandbørste og lagt den i køleskabet og havde gået rundt i sukkeret i sukkerskålen. Nu er det så blevet Marlenes tur, så nu bliver det spændende at se, hvad drillenissen finder på denne gang.

Nytænkning i Kaos

Arbejdet i børnehaven var til tider en stor udfordring, både for børn og voksne. Blandt de børn der havde det sværest var drengen Viktor på 5 år. Han var stærkt udad reagerende, og der blev hurtigt indført en nul-tolerance-politik over for ham. Det vil sige at hver gang han slog, bed eller på anden måde gjorde skade på andre, blev han isoleret fra de andre børn og pædagogerne gjorde stop-tegnet med hånden mens de sagde ordet: ”Stop! ”. Hvis dette ikke virkede og han fortsatte, vendte man ham ryggen for derved at vise ham at dette ikke var den rette opførsel, og det ikke var en måde at få opmærksomhed på. Efter 1½ måned i børnehaven som praktikant, var det mig han slog. Det var ikke første gang, men metoden der fulgte med stedets nul-tolerance-politik var efter min erfaring ikke tilstrækkeligt. Frustrationen over at metoden ikke virkede fik mig spontant at forsøge noget nyt. I stedet for at forsøge mig med den nul-tolerante metode, gav jeg Viktor et kram. Det stoppede ham øjeblikkeligt, og det blev muligt at snakke med ham. Jeg gjorde det klar for ham at jeg gerne ville ham, og han altid måtte komme til mig, sidde ved mig og/eller snakke med mig hvis det var det han havde lyst til. Efter denne episode var Viktor hurtig til at komme når han brug for mig, og det viste sig han rigtig gerne ville sidde på skødet, snakke og lege. Det var dog kun mig han stoppede den udad reagerende adfærd, men efter at have snakket med kollegaerne om episoden, blev håndteringen af ham ændret. Dette medførte en gladere og knapt så aggressiv Viktor, som var i stand til at lege med de andre børn uden det skabte større komplikationer.